Blog Image

Barcelona 2012

Sidste dag før hjemrejse

Barcelona 2012 Posted on Mon, October 08, 2012 22:48:23

Dagen efter den store kamp har jeg taget den med ro og spankuleret lidt rundt i byen for at få de sidste visuelle indtryk med.

Jeg startede med en tur omkring Gaudís berømte kirke La Sagrada Familia uden dog at træde indenfor (det gjorde jeg jo sidste gang). Derefter tog jeg hen til Triumfbuen – sådan en har alle storbyer med respekt for sig selv jo!

Derfra spadserede jeg ned gennem en af byens større parker, som var en fin, grøn oase midt i storbylivet, hvor folk dasede og luftede deres hunde. Efter parken startede havneområdet, som jeg også gerne lige ville passere en ekstra gang fra en anden side. Jeg fik taget lidt billeder i dag også, men pga en usædvanlig sløv internetforbindelse her på hotellet i dag, må I have dem til gode.

Turen lakker nu mod sin ende, og i morgen er det hjem til kolde Danmark igen, brrrr. Gadetermometeret viste 30 grader i dag, så det bliver nok en kølig lussing i ansigtet, når der er dansk muld under fødderne igen!

Alt i alt må jeg sige, det har været en rigtig god tur med alle de gode oplevelser, jeg har fået hernede. Og så kan jeg jo ikke klage over vejret heller! Good times. Det er i hvert fald ikke planen, at det har været mit sidste besøg hernede – så må vi jo se, om andre vil gøre mig følgeskab engang i fremtiden smiley

Jeg håber, I også har syntes, det var sjovt at følge min færd. Tak for jeres kommentarer, som jeg har været glad for at læse. Vi ses snart igen derhjemme!

Mange kærlige hilsner herfra.



El Clásico!

Barcelona 2012 Posted on Mon, October 08, 2012 02:03:45

Jep, så oprandt dagen, jeg havde ventet på med stor spænding!

Desværre følte jeg mig ikke helt frisk, da jeg vågnede, men jeg havde alligevel kalkuleret med at tage den med ro i dag, så med lidt hvile og et par hovedpinepiller var jeg klar til at tage til stadion senere om aftenen.

Jeg ville ellers have taget metroen som sædvanligt, men netop linjen til stadion var ude af drift i dag, så jeg valgte at tage en taxi i stedet. Det var faktisk ok, for turen kostede kun 5,50 euro, og jeg fik mig en hyggelig sludder på vejen med chaufføren, som gerne ville snakke om både fodbold, krise og uafhængighed smiley

Vel fremme ved stadionområdet trådte jeg ud i et sandt mylder af mennesker – næsten alle med Barcelonatrøjer på, hvilket jo gjorde, man rigtig følte sig blandt venner, hehe. Nogle stod og ventede på spillerbusserne, men det gad jeg ikke og søgte i stedet for mod den adgangsport, jeg skulle ind ad. Alt foregik i den skønneste ro og orden, dejligt dejligt. Herunder er en lille video, hvor jeg er kommet ind på stadion (beklager den svingende kvalitet på video og billeder, men jeg havde ladet det dyre kamera blive hjemme denne gang):

Jeg kom med vilje i god tid (halvanden time før kampstart), så jeg kunne få hele oplevelsen med. Langsomt så jeg stadion blive fyldt med i alt 96.589 tilskuere, og det var sjovt både at opleve publikums reaktioner, da de to holds spillere kom på banen samt at prøve at synge med på klubhymnen. Uafhængighedssangene lod jeg dog catalanerne selv om at synge smiley

Jeg var rigtig spændt, da kampen gik i gang, og det var fedt at kunne leve sig med i det hele fra så tæt hold. Ronaldos mål til 0-1 var noget af en dukkert, men da Messi scorede til 1-1 og 2-1 var det ren ekstase! At stå der og brøle sin glæde ud med strakte arme blandt så mange ligesindede på hjemmebanen var bare ren fryd.

Det var selvfølgelig ærgerligt, Ronaldo fik udlignet til 2-2 og at vi ikke fik udnyttet en af de store chancer til at snuppe sejren i slutningen af kampen. Men alt i alt var resultatet nok retfærdigt nok, og jeg er ovenud tilfreds med oplevelsen!

Efter kampen opgav jeg på forhånd den offentlige transport og vandrede i stedet hjem til hotellet. Det tog ikke mere end godt et kvarters tid, så det var ikke noget problem. Efterfølgende har jeg siddet og læst reaktioner og interviews på nettet samt set lidt Barca TV på fjerneren for at få efterspillet med.

I morgen har jeg ingen faste planer, men jeg skal nok have købt mig en sportsavis og fundet mig et hyggeligt sted at studere den smiley Det er sidste hele dag i morgen, så man skal jo lige have de sidste indtryk med.

Sportslige hilsner herfra – der er lagt lidt billeder op på barcelona2012.elmomo.dk



Den gamle by og havnen

Barcelona 2012 Posted on Sun, October 07, 2012 01:07:56

I dag startede jeg turen på Ramblaen, som jeg spankulerede ned ad, mens jeg nød atmosfæren og de interessante skuer på vejen.

I nærheden ligger også det gotiske kvarter, som jeg tog en afstikker til. Jeg havde nemlig sat mig for at besøge Museu d’Historía, som bl.a. huser de mest omfattende og fuldstændige, underjordiske romerske ruiner i verden. Hele gader og pladser fra det gamle, oprindelige “Barcino” (som romerne kaldte byen) kan beses.

Bagefter vandrede jeg videre til Museo de la Xocolata (Chokolademuseet), som viser chokoladens historie fra opdagelsen og til opfindelsen af den første chokolademaskine i Barcelona smiley Der er også udstillet ægte (og ret flotte) chokoladeskulpturer, idet konditorer hvert år kæmper om at lave det bedste kunstværk.

Efter en gang frokost satte jeg kursen mod havneområdet, hvor jeg havde planlagt en tur med en af havnens Golondrinas (“Svaler”), som er små dobbeltdækkerbåde, der sejler folk rundt i havneområdet. Et friskt pust i varmen.

Til aften nøjedes jeg med at finde lidt at spise og tog tilbage til hotellet for at slappe lidt, hvilket kroppen vist har godt af efter nogle dage med en del vandring…

I morgen tror jeg også, jeg tager det forholdsvist stille og roligt i starten af dagen – jeg har jo noget, jeg skal til om aftenen, hehe smiley

KH herfra – der er lagt nye billeder op på barcelona2012.elmomo.dk



Montserrat og Font Mágica

Barcelona 2012 Posted on Sat, October 06, 2012 01:57:20

Dag 2 skulle egentlig have været stille og rolig, men jeg fik vist gået lige så meget som i går, hehe. Når man først kommer afsted, og der er spændende oplevelser og seværdigheder i nærheden, er det jo svært at lade være.

Jeg startede ellers roligt nok med sen morgenmad (morgenbuffeten er i øvrigt ganske fortrinlig) og tog først afsted fra hotellet ved middagstid. Her fandt jeg et tog, der skulle bringe mig ca 50 km nordvestpå til bjerget Montserrat, som bl.a. huser Cataloniens mest hellige sted, nemlig Montserratklostret.

Efter en times togtur var jeg ved foden af bjerget og tog med svævebane op til klosterområdet, hvor jeg snuppede en bid mad, før jeg udforskede basilikaen på nærmere hold. Herefter tog jeg en kabelbane, der bragte mig endnu længere op ad bjerget, hvor jeg såmænd fortsatte turen opad, indtil jeg befandt mig i over 1000 meters højde med nogle bjergtagende (høhø) udsigter som præmie. Ganske enkelt enestående – jeg kunne uden problemer se Barcelona i det fjerne smiley I videoen herunder har jeg bakset mig frem til et udsigtspunkt, hvor jeg glor ned på klosterområdet laaangt under mig:

Efter at have taget kabelbanen ned til klosterområdet igen, havde jeg set nok og besluttede at vende næsen mod Barcelona igen. Jeg tog dog ikke svævebanen tilbage, men i stedet en tandhjulsbane, der tog lidt længere tid, men som også var en rigtig fin tur nedad.

Efter godt 7 timers ekskursion var jeg så tilbage i Barcelona, hvor jeg straks tog tilbage til den store fontæne, jeg kom forbi i går nedenfor verdensudstillingens hovedbygning. Mørket var nemlig faldet på, og dermed var “Font Mágica”-showet (Magisk Fontæne) startet! Det er et storstilet lys- og musikshow, der trækker mange mennesker og som var ganske underholdende. Herunder kan I se et lille uddrag:

Efterfølgende fik jeg en bid aftensmad og tog hjem til hotellet igen. I morgen er min umiddelbare plan at holde mig til den gamle bydel og havneområdet. Jeg håber I alle har det godt – kærlige hilsner herfra. Nåja – der jo forresten også nye billeder på barcelona2012.elmomo.dk



Montjuïc m.m.

Barcelona 2012 Posted on Fri, October 05, 2012 02:20:32

Første hele dag er omme, og benene er trætte smiley

Jeg startede dagen med et besøg på Camp Nou – jeg tænkte, jeg hellere måtte få hentet billetten til på søndag og få ro i sindet med det samme, hehe. Efter et smut tilbage på hotellet tog jeg dernæst op på Montjuïc-højen som nævnt i gårsdagens indlæg.

Jeg startede med området omkring det olympiske stadion, hvor der var flotte skuer at se. Det var også i dette område, jeg skulle til koncert om aftenen, så det var rart lige at få rekognosceret terrænet. Dernæst trådte jeg over til en anden del af højen, som huser levnene fra verdensudstillingen fra 1929. Specielt hovedbygningen fra dengang er stadig imponerende og huser nu det nationale catalanske kunstmuseum. Herunder kan I se en video, hvor jeg sidder lige foran denne bygning og nyder den flotte udsigt ned mod byen:

Derefter tog jeg rulletrapperne (!) lidt længere ned ad højen og besøgte den rigtig hyggelige “Poble Espanyol” – en samling af typiske spanske bygninger, som blev anlagt til Verdensudstillingen 1929 og som skulle have været revet ned efterfølgende. Heldigvis skete det ikke, for det var en rigtig køn oplevelse med de typiske bygninger fra forskellige regioner samt adskillige charmerende butikker.

Herefter var det tid at tage hjem til hotellet for et hurtigt brusebad. For om aftenen skulle jeg nemlig tilbage til Montjuïc-højen, hvor jeg havde planlagt koncertbesøg med irske The Cranberries, som jeg så første gang for 16 år siden… Det var bestemt gensynet værd og en rigtig god oplevelse smiley

Som sagt er benene trætte nu, så jeg kommer nok ikke så tidligt afsted i morgen… Men jeg pønser på et besøg lidt uden for byen, til Montserratbjerget, som huser et gammelt kloster. Varme hilsner her fra Barcelona, hvor vi har T-shirt på fra tidlig morgen til sen nat, hehe.

Ps. Der er lagt billeder op på barcelona2012.elmomo.dk
Pps. Tak for kommentarerne :p



Ankomst i Barcelona

Barcelona 2012 Posted on Wed, October 03, 2012 23:15:51

Jep, så er jeg ankommet i god ro og orden til Barcelona. Turen herned gik fint med både bus, tog og fly. Jeg blev mødt af en skyfri himmel, og det noget varmere vejr kunne straks mærkes! Puha, jeg blev helt svedt af at bakse rundt med kufferten i mit “lange” tøj smiley

Hotellet, hvor jeg bor, ligger direkte ovenpå en af de større stationer, hvilket giver et perfekt udgangspunkt for transporten og giver gode indkøbsmuligheder lige i nærheden. Larm er ikke noget problem, for jeg bor på 6. sal og kan stort set ikke høre noget udefra. Herunder kan I se en video af mit værelse:

Efter at have pakket mine ting ud og fundet mig til rette, gik jeg mig en tur for at kigge lidt nærmere på området og finde mig lidt at spise. Det var ret behageligt at finde ud af, at det stadig var T-shirt-vejr klokken 8 om aftenen smiley Jeg glemte at få et kort med mig, så jeg formåede selvfølgelig at fare vild i de mange gader – men der var masser af folk til at spørge om vejen hjem (jeg nægtede at forfalde til gps’en, hehe).

I morgen har jeg tænkt mig at tage til Montjuïc-højen. Sidst, jeg var her, besøgte jeg sydsiden af den, men dette gang vil jeg udforske nordsiden, hvor der skulle være nogle interessante bygninger og seværdigheder at glo lidt på. Om aftenen har jeg desuden planlagt et koncertbesøg et andet sted på højen, så det er jo meget rart lige at udforske området først.

Alt for nu. Mere nyt og med stor sikkerhed lidt billeder i morgen. Kh Carsten.